Velkommen til Fjordhuset ved Faaborg fjord

Fjordhuset ligger helt ugeneret kun 50 meter fra Faaborg Fjord med marker og eng som nærmeste nabo.

Huset blev bygget i 2002 med sort træbeklædning, hvide sprossevinduer og døre mod Fjorden. Der er terrasse hele vejen rundt om huset. Der er masser af plads både ude og inde til at sidde og nyde udsigten over engen og Fjorden, følge med i livet på Fjorden, nyde stilheden og vejret.

Klassisk og enkelt med plads til fire-seks personer

Indretningen er enkel med dobbeltværelse, køjeværelse, badeværelse og køkken/alrum og stue i ét. Over værelserne er en lang hems med madrasser og plads til et par børn.

Sommerhuset er indrettet med fokus på nærhed, natur og ugeneret sommerhusliv. Der er fjernsyn i stuen. Havemøbler og gynger er lige udenfor stuedøren og på bagsiden af huset findes en udendørs bruser.

Man går til Fjorden ad en lille græssti langs stenhegn og roser og ved Fjorden findes en plads med bord og bænke samt en lille bålplads og fra stranden er der en badebro.

Nyd stilheden og naturen

Huset ligger ca. fire km fra Faaborg og to km fra det lille fiskerleje Dyreborg. Der er 10 km til Faaborg golfbane (åben hele året) og Svanninge bakker. Det sydfynske øhav er kendt for sine mange havørreder og mulighed for fiskeri fra kysten. På Faaborg turistbureau fås oplysninger om egnens mange seværdigheder.